04.02.10: På verdens tag!
Vores første glimt af Mount Everest, som ses midt i billedet helt ude i horisonten med skyer hængende ud fra venstre bjergside grundet jetstrømmen.
Netop hjemvendt fra en rejse rundt i Tibet kommer hermed et utrolig langt blog-indlæg med masser af smukke billeder og interessante info om et land så anderledes, at man skal se det før man tror det! I virkeligheden er det nok mest skrevet til mig selv, så jeg kan huske det hele, så hvis man ikke gider læse det hele kan man jo bare spørge mig selv, når jeg kommer hjem i weekenden :)
Men alt i alt har det været en fantastisk smuk rejse! Vi har set verdens højeste bjerg, besøgt verdens højeste Monastery (kloster), sovet på verdens højeste Guesthouse og kørt på verdens højeste togbane. Her kommer oplevelserne i kronologisk rækkefølge med billeder :)
23.-25. januar: Togtur og ankomst til Lhasa
Togturen fra Beijing West Station (som i øvrigt er verdens største banegård) til Lhasa varede i alt 45 timer og startede sent lørdag aften for at slutte af sent mandag eftermiddag. Samtlige 45 timer tilbringes i meget små kupéer, hvor man om natten sover i smalle køjer og om dagen kryber sammen i de nederste køjer og prøver at få dagen til at gå.
Her sidder 5 af de 7 mennesker i bunden af kupéen, hvilket måske giver et indblik i, hvor meget vi kom hinanden ved i løbet af de to døgn vi tilbragte i toget.
Rejseholdet bestod af syv mennesker i alt; Andreas, Lars, Kristian, Sofie, Sarah og jeg fra det gamle Cathay Future hold og så endnu en Andreas (bedre kendt under efternavnet "Præst"), som er gode venner med Lars og Andreas hjemmefra.
Vi havde faktisk smurt madpakke til hele turen hjemmefra fordi vi ikke turde stole på kinesisk madlavningskunst på et tog, så den stod på frugt og brød og sandwich, der dog blev mindre og mindre interessante som tiden gik.
D. 25. januar om morgenen vågnede vi til den smukkeste udsigt jeg nogensinde har set. I løbet af dagen kørte vi forbi og igennem alle tænkelige scenerier - alt fra ørkenlignende stepper til bløde, brune "bakker" og sneklædte bjergspidser i horisonten. Vi forsøgte at tage billeder, men de kan på ingen måde retfærdiggøre virkeligheden - men sådan er det jo desværre tit!
Togbanen fra Qinghai til Lhasa kaldes for Himmelbanen og er den højeste togbane i verden. 50 % af banen er lagt på permafrost og en del af banen går også gennem jordskælvstruede områder, hvilket har sået tvivl om sikkerheden. Ikke desto mindre kører den helt fint og rammer 4.500 meters højde på sit højeste punkt. Gennem turen sprøjtes der ilt ind i togvognene for at passagererne ikke rammes af højdesyge.
Da vi kom frem til Lhasa (3.500 meters højde) omkring kl. 17.30 blev vi budt velkommen af en ung, tibetansk fyr som var vores guide. Han gav os hver et hvidt tørklæde som er en tibetansk tradition. Vores buschauffør var kinesisk og talte ikke engelsk, men alle tibetanere taler kinesisk, så vi kunne kommunikere gennem vores guide, Dorjee. Jeg fik hurtigt hovedpine af højderne og valgte at blive hjemme, da de andre tog ud for at finde aftensmad. Vi fik af vide af vores guide, at vi for alt i verden ikke måtte gå i bad det første døgn for at gardere os mod højdesyge, da kroppen kan reagere voldsomt på temperaturskift. Det blev vi en anelse kede af at høre, da vi efter 48 timer uden bad og tøjskift alle trængte rigtig meget til et bad. Men denne tilstand af klam vænnede vi os ret hurtigt til og det blev en næsten generel tilstand på hele turen...
26. januar: Potala Palace, Lhasa og højdesyge
Tirsdag morgen var det Lars' tur til at have det skidt og han havde det faktisk så dårligt, at han valgte at blive hjemme da vi andre tog ud for at besøge Potala Palace, som måske er verdens mest berømte tempel og kloster. Det er et fantastisk smukt syn og det blev nok kun endnu mere imponerende af, at det også blev vores første møde med den helt ekstreme religiøsitet, der kendetegner Tibet og tibetanerne.
Her er det Sofie, Kristian, Sarah, mig, Præst og Andreas foran Potala Palace
Bag ved os kan man ane en række af mennesker, der ligger på knæ. Faktisk gik vi lidt mod strømmen, for imod os, rundt om paladset, kom hundredvis af pilgrimsrejsende der på skift lagde sig, først på knæ, og derefter ned på maven med panden mod jorden for til sidst at rejse sig igen, folde hænderne for pande, mund og bryst og starte forfra. De går alle sammen med uret rundt om paladset, da dette er korrekt buddhistisk skik. Dorjee fortalte os, at nogle af de pilgrimsrejsende er flere år om at nå frem til paladset, hvor de bare vandrer og beder på denne måde hele vejen fra deres hjemby (så kan man godt forstå, at det tager lidt lang tid). Udover den lidt spøjse vane med at kaste sig midt på jorden, slog det os også meget hurtigt, at vi næsten følte at vi var gået ind i en film fra middelalderen på grund af samtlige tibetaneres beklædning. Kvinderne var klædt i lange kjoler, de gifte kvinder med forklæder, og mændene i tilsvarende gamle klæder og en form for bedestang med en lille roterende "tønde" ude for enden. Den skal også roteres med uret og dem går de rundt og svinger med i gadebilledet overalt i Tibet.
På vej op af de ca. 200 trappetrin i paladset opdagede vi, hvor stor en effekt den tynde bjergluft har på konditionen og vi måtte gøre holdt flere gange for at få vejret på vejen op. Til gengæld var vi utrolig heldige med vejret i Tibet på hele turen, hvor vi nød godt af den ekstremt blå himmel i kontrast mod de smukke landskaber.
Til frokost havde Lars fået det bedre og han kunne derfor tilslutte sig vores eftermiddagsprogram. Her var vi ude og se Barkhor Street og Jokhang Monastery, som udgør Lhasas ældste bygning. Jeg begyndte allerede omkring frokosten at få hovedpine, men fulgte alligevel med hele eftermiddagen.
Her ses udsigten fra Jokhang Monastery over Lhasa Centrum. Pælen i midten af billedet er en bedepæl med bedeflag, som vi så utallige af på resten af turen.
Da vi kom tilbage på hotellet om eftermiddagen gik jeg i seng og jeg blev liggende, da de andre gik ud for at spise aftensmad. Da de kom tilbage var min tilstand blevet så slem at jeg bare lå og græd. Jeg havde kraftig hovedpine, svag feber og hjertebanken og de andre valgte at ringe til vores guide. Han kom lynhurtigt med iltflasker og kinesiske the-piller, men intet af det hjalp, hvorfor han til sidst ringede efter lægen. Lægen konstaterede hurtigt, at min puls var alt for høj og valgte derfor at lægge et drop, der indenfor halvanden time skulle kunne kurere min højdesyge. I løbet af de halvanden time fik jeg både hedeture og opkast med i købet, men da det var overstået havde jeg det markant bedre. Den eneste ulempe var, at klokken nu var længe over midnat, men lægen havde hældt en halv liter sukkervand i mit blod, så jeg kunne ikke sove. Det var dog det mindste problem - det vigtigste var, at jeg havde fået det bedre.
27. januar: Namtso Lake og Hot Spring
Onsdag blev den første af mange dage, hvor vi tilbragte størstedelen af vores tid i bussen. Det gjorde dog ikke så meget, da naturen i Tibet hver eneste dag imponerede os med nye, smukke udsigter. Vi kørte først i 5 timer for at finde ud af, at vi ikke kunne komme op og se verdens højest beliggende sø, Namtso Lake, da de sidste 50 km. af vejen var for tilsneet til at vi kunne køre der.
Så langt nåede vi, men desværre ikke længere!
Vi blev derfor nødt til at vænne bussen og køre 2 timer tilbage igen til Yangbachen Hot Springs, hvor vi i et par timer nød at bade i vand fra de varme bjergkilder. Desværre var det pakket ind, så det lignede en svømmehal, men vi fik et dejligt varmt (og tiltrængt) bad inden vi kørte de tre timer tilbage til Lhasa igen.
Her er det Sofie, Andreas, Præst, Sarah, Lars og mig, der bader i noget, der både lignede og lugtede af the, men tilsyneladende skulle være godt for kroppen!
Om aftenen var jeg frisk nok til at tage med ud og spise aftensmad med de andre i Lhasa og jeg fik mig en yak steak (det skal man da prøve, når man er i Tibet). Det smagte ganske udemærket, men var en anelse sejt i det. Jeg tog tidligt hjem og i seng, da fire af de andre valgte at tage en tur i byen med vores guide (meget mere om det senere).
28. januar: Samye Monastery og Tsetang
Torsdag stod vi tidligt op og satte kursen mod Tsetang, som ligger ca. 180 km. sydøst for Lhasa. Det skal dog nævnes, at det sagtens kan tage 4 timer at køre 180 kilometer, når det foregår i slalom og bjergterræn med undtagelsesvis asfalterede veje. Vi indlogerede os på et nyt hotel i Tsetang og spiste frokost i byen inden vi kørte endnu 3-4 timer ud til Tibet's ældste kloster; Samye Monastery. Turen derud var helt fantastisk smuk og i en af vores mange tissepauser i de tibetanske bjerge gjorde Andreas et usædvanligt fund; han gravede 3 store ringe og en tallerken op af jorden i grøn jade.
Her ses Andreas med sit flotte fund og i baggrunden er det Kristian, Sarah og guiden, der graver videre for at se om der skulle være mere.
Det var langt fra alle vores holdesteder der var specielt velegnet som pigetoilet, men som Lars sagde, så har man sjældent tisset med så smuk en udsigt. Og faktisk ville man nogle gange foretrække at tisse i bjergene frem for de ualmindelig utiltalende skure med huller i jorden vi blev præsenteret for undervejs.
Her er det mig, Sofie og Sarah foran et af vores smukke "toiletter" på vejen mod Samye Monastery
Klostret lignede meget de andre klostre vi har set, og selvom klostret er det ældste der findes i Tibet, så er 90 % af inventaret nyt, da alt det gamle blev destrueret efter ordre af Formand Mao under Kulturrevolutionen i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne. Det er faktisk en rigtig tragisk historie om, hvordan alt antikt der vidnede om Kinas fortid og kultur blev brændt eller ødelagt. Efter at have spist lækker aftensmad i den lille by ved klostret kørte vi turen hjem igen af bumpede veje langs bjergsøer og stepper i månens skarpe lys.
29. januar: Shigatse
Igen fredag stod vi tidligt op for at køre næsten hele dagen til Shigatse, som ligger syd for Lhasa - på vejen mod Mount Everest Base Camp. På disse tidlige morgenture havde vi æren af at se både fuldmånen gå ned og solen stå op bag de smukke bjerge. Et syn som man desværre ikke kan tage billeder af, men som vi nød op til flere morgener. Vores første stop på turen var ved en stor bjergsø. Netop der, hvor vi stoppede var der en busk med en masse bedeflag og vores guide forklarede at det var en slags "vandkirkegård". Man tager de døde, afklæder dem, pakker dem ind i et hvidt klæde, binder sten fast til dem og smider dem ud i søen.
Her ses drengene, som de står og kigger ud over "vandkirkegården". Når man kiggede ud kunne man se alle de afdødes tøj og sko, der lå smidt i vandkanten og i det klare vand kan man også ane de hvide poser.
Vores næste stop var ved en af Tibets tre hellige søer, Yamdrok Lake. Endnu et fantastisk smukt sted, hvor vi kunne have stået i flere timer og beundret udsigten. Det fik vi desværre ikke lov til, for vi skulle videre mod byen, hvor vi var fremme ved vores hotel i Shigatse kl. 17.00.
Solens og bjergenes genskin i Yamdrok Lake
Shigatse er en rigtig flot by og også noget mere interessant end Tsetang, hvor vi havde tilbragt den foregående nat. Om aftenen tog vi alle sammen ud og spiste pizza på en europæisk restaurant i byen, hvorefter vi gik tidligt i seng - klar til endnu en lang køretur næste dag.
30. januar: Verdens højest beliggende Guesthouse
Igen tidligt op med en lang, lang køretur foran os. Omkring middag stoppede vi i en lille by ved navn "Old Tingri", hvor vi spiste frokost på en lille lokal restaurant. Selvom det var koldt nok til at stor jakke var nødvendigt, kunne vi sidde i varmen af solen udenfor og nyde vejret og menneskerne i den lille by. Mens vi spiste kørte vores guide ud til et kontor, der skulle give ham tilladelse til at rejse med os op på Mount Everest Base Camp. Det lyder utroligt, men på netop dette punkt er det faktisk rigtig svært at være tibetaner. Vores kinesiske chauffør havde fået tilladelsen på 5 minutter, mens den tibetanske guide måtte vente i over 4 timer og stadig kun fik tilladelsen, fordi han kendte nogen, der kendte nogen.
Imens vi ventede i de 4 timer i den lille by, blev vi kreative for at få tiden til at gå. Drengene fandt en masse tomme dåser, som de stillede op som fodboldmål og begyndte så at spille fodbold med en tom flaske. De blev hurtigt til en helt lille attraktion og flere lokale kom og kiggede på og nogle ville selv være med. Efter et par halvlege måtte de dog give op og indrømme at den tynde bjergluft havde vundet over deres kondition. Bare det at gå i almindeligt tempo kan gøre en forpustet i de højder. Da drengene var færdige med at spille, begyndte jeg at sparke til en dåse med en lille lokal dreng, der havde siddet og stirret på os under hele vores pause. Han var vældig kær og ville enormt gerne lege.
Den lille dreng, der sidder og ser os lidt an, mens vi spiser i hans mors restaurant
Kl. 16.00 blev vi igen hentet af bussen, hvorfra vi kørte de sidste 5 timer op til Rongbuk Monastery og Guesthouse, som er et gammelt kloster med tilhørende værelser man kan leje sig ind og sove i. Rongbuk ligger i 5.200 meters højde og her kan man for alvor mærke at luften er tynd. Her er desuden kun elektricitet mellem kl. 19-24 og hverken varme eller rindende vand. Toiletterne var et lille skur ude i gården uden dør og med tre huller i jorden. Jeg valgte dog at tisse i det fri, hvor jeg kunne sidde tidligt om morgenen i selskab med yakokser og bjerge og nyde den kolde luft.
Her var (undskyld, jeg bander) pissekoldt og vi måtte skubbe sengene sammen, så vi kunne ligge alle 7 i én seng og benytte os af kropsvarmen fra hinanden og på trods af det, var der så koldt, at man måtte have hue på for ikke at fryse hovedet af.
31. januar: Mount Everest Base Camp
Kun enkelte fik sig en ordentlig nats søvn den nat og næste morgen kunne jeg mærke, at jeg igen var blevet ramt af højdesyge. Denne gang igen med hovedpine og alvorlige gener på min balance. Jeg væltede omkuld i sengen, da jeg prøvede at rejse mig og måtte støtte mig til væggen, da jeg skulle ind og ha' morgenmad. Nonnerne i klostret lavede pandekager og spejleæg til os over et blus af yak-okse-lort, men da det var den eneste mad der var spiste vi glædeligt vores morgenmad. Jeg blev dopet af en masse smertestillende piller og da vi skulle til at vandre de 8 kilometer mod Base Camp havde jeg det faktisk nogenlunde. Vi havde pakket tasken med vand og kiks og chokolade til den lange vandretur, der kom til at tage mere end 4 timer på grund af luften og de høje bjerge. Allerede efter den første kilometer bøjede jeg mig ned for at binde mine sko og da jeg rejste mig blev jeg så svimmel, at jeg måtte støtte mig til Sofie og Sarah og sætte mig ned. Guiden beordrede mig til ikke at gå længere, så selvom jeg protesterede blev jeg hentet af bussen, mens de andre gik de sidste 7 km.
Buschaufføren kørte mig hen til en lille bakke, hvor vi holdt og ventede på de andre. Her fik jeg mig lidt søvn på bagsædet og da det blev frokosttid delte chaufføren sin madpakke med mig. Jeg var helt vildt sulten og spiste gladeligt den vacuum-pakkede kyllingevinge han havde givet mig, selvom det muligvis er det mest ulækre jeg har fået serveret under hele min tid i Kina. Efter 4 timer kom de andre, fuldstændig smadrede efter den hårde tur og fortalte mig, at den lille bakke jeg havde holdt ved i 4 timer VAR Mount Everest Base Camp og der blev jeg sku nok lidt skuffet. Vi kunne se Mount Everest tydeligt, men jeg havde forventet lidt is og sne og nok også at vi havde været lidt tættere på selve bjerget. Men der, i 5.500 meters højde, havde man regnet med at kigge ned på verden og den eneste indikator for, at man er højt oppe er at man har det elendigt. Det var stadig en stor oplevelse at have set Mount Everest så tæt på og det er også ret vildt at have været 5.500 meter oppe i luften, men det var ærgreligt, at min højdesyge skulle ødelægge lidt af oplevelsen for mig.
Her ser man mig på Mount Everest Base Camp med det flotte bjerg i baggrunden. Mount Everest er naturligvis det største, spidse bjerg i midten, hvorfra der til venstre sidder et lille flag af skyer, som skyldes jetstrømmen.
Efter vi havde fået taget billeder og de andre havde fået vejret efter den hårde vandretur, som flere af dem sagde, var det hårdeste de nogensinde havde gjort, kørte vi tilbage til Rongbuk og op for at se verdens højeste kloster. Dernæst kørte vi ned til Old Tingri, hvor vi havde spist frokost dagen før. Det var egentlig meningen, at vi skulle have sovet på Rongbuk to nætter, men på grund af højdesygen var det bedre, at vi kom lidt ned igen, hvor folk kunne få noget søvn.
1. februar: Tilbage til Shigatse
Mandag morgen havde alle det bedre - på trods af at vi igen havde sovet i bidende kulde og uden toiletter. Dagen startede faktisk med, at vi sagde farvel til Kristian, som valgte at fortsætte sin rejse mod Nepal, hvortil han fik et lift af et italiensk par vi havde mødt undervejs. Dernæst hoppede vi andre seks ind i bussen og hele den første time var der dømt fællessang med alt fra "Wonderwall" til Bamses Jodlesang. Det er jeg sikker på, at både chaufføren og guiden satte stor pris på :)
Vi var fremme i Shigatse allerede omkring kl. 15, hvor vi igen indlogerede os på hotel. Indtil da havde vi fordelt os med de fire drenge på to to-mandsværelser og de tre piger på samme værelse, men nu da Kristian var væk fik jeg ny room mate i form af Lars, så vi kunne sove på tre to-mandsværelser! Utrolig hyggeligt! Efter indlogeringen gik vi ned til Tashilumpo Monastery, som er et af seks "Gule Sekt Klostre". Det var rigtig flot og meget autentisk. Det var ikke så pænt vedligeholdt som noget af det andet vi har set, men det havde også sin charme. Igen fortalte vores guide levende og den buddhistiske religion og de gamle traditioner.
Her er jeg foran klostrets "Bedepæl", som var beklædt med både flag og yak-uld!
Om aftenen tog vi igen ud og spiste på den europæiske restaurant og denne gang inviterede vi vores guide med. Vi serverede en lækker hakkebøf for ham og jeg tror godt han kunne li' den, selvom han så lidt kejtet ud med rigtig bestik i hånden!
2. februar: Tilbage til Lhasa
Tirsdag morgen var Lars og jeg klar lidt før de andre (drengenes vækkeur havde svigtet og pigerne benyttede sig af den første chance i mange dage for et spejl), så vi gik ned på morgenmadsrestauranten, mens de andre kom kort efter med bussen. Da vi var færdige med vores æg og dampede brød smuttede jeg ned på posthuset med et brev til Mette, hvorefter vi satte kursen tilbage mod Lhasa.
Hen ad eftermiddagen nåede vi frem til hovedstaden og efter indlogering tog jeg med alle drengene ind på Barkhor Street for at spise en yak hamburger og spille kort inden vi om aftenen skulle ud og se vores guides lejlighed. Kl. 21.30 tog vi så en taxa ud til Dorjee, vores guide, og jeg ved ikke helt hvad vi havde forventet, men det var både pissekoldt og meget primitivt. Lejligheden bestod af ét rum, som var ca. 10 m2. Her stod lige inden for døren to blus og ellers stod der to senge, et sofabord, et skab og et splinternyt TV. Der var på ingen måde nogen isolering og så vidt vi kunne se foregik bad udenfor i en balje og toiletbesøg i et fælles hul i et lille skur. Han var ikke flov over det og fortalte at det var en ok lejlighed, som han betalte 200 yuan (160 kr.) for om måneden. Det var hverken specielt dyrt eller specielt billigt, sagde han. Men efter at have set det blev jeg næsten helt flov over, at vi havde brokket os over manglende varme på vores 3-stjernede hotel, der ikke var halvt så koldt som på hans værelse, hvor vi alle sad med vores sko og overtøj på.
Efter at have set værelset og overrakt ham en lille gave som tak for hans hjælp på turen tog vi alle sammen ind på det eneste "aftensted", der findes i Lhasa. Dorjee fortalte os, at man egentlig ikke går "ud" på den måde i Tibet, men at man har lavet denne bar for turisternes skyld. Vi var der meget uden for sæson, så det var hovedsageligt tibetanere vi mødte derinde. Konceptet var en stor scene med dans og sang hele aftenen og så en masse borde og stole rundt omkring i en stor sal, hvor publikum sad. Til de stille sange gik folk op og dansede i par - men aldrig dreng-pige. Der var til gengæld mange par der dansede dreng-dreng i en meget tæt dansefatning, som man aldrig ville se det derhjemme. Hver gang der så blev sunget en sang med lidt gang i, gik folk op på scenen og begyndte at danse noget traditionelt tibetansk dans, hvor vi desperat forsøgte at følge med. De dansede en masse forskellige serier og vi lærte et par enkelte af dem, men ellers måtte vi give op. Til gengæld kunne vi også imponere lidt med nogle af vores løft og kast fra den jitterbug vi optrådte med på Cathay Future juleaften.
Her er det Andreas, Præst, Sarah og Lars, der giver den gas på dansegulvet til de tibetanske rytmer
Først kl. 03.00 blev vi trætte og tog hjem, hvor Lars og jeg valgte at tænde for kinesisk TV (hvilket altid er skægt) og se tennis i en times tid før vi faldt i søvn på vores sidste aften i Tibet! Fornuftig brug af kostbar tid!
3. februar: "Hjem" til Beijing
Onsdag morgen blev vi vækket kl. 08.00 af en meget insisterende banken på døren. Lars lukkede op for Sarah og Sofie, der allerede var klar til afrejse. De rejste videre med fly til Hong Kong, hvorfra deres 5 ugers rundrejse fortsætter. Kl. 10.00 gik vi ind og hoppede på Præst og Andreas og kl. 12.00 blev det min tur til at sige farvel.
Jeg hoppede i en taxa, der kørte mig ud til en lufthavnsbus, som så kørte mig de 60 km. fra byen og ud til den lille indenrigslufthavn. Der var forfærdelig meget security og jeg skulle endda have mine sko af som en del af den almindelige sikkerheds-procedure. Men jeg tjekkede ind og satte mig for at finde noget frokost i Lufthavnen og der blev jeg nok igen lidt skuffet. For det første kunne man ikke købe noget vand på flaske - kun en kop med kogende vand, hvilket ikke lige var det jeg manglede. Der var kun ét sted, der serverede mad og de havde ikke noget engelsk menu-kort, hvorfor jeg på gebrokkent kinesisk måtte bestille nudler, som er en af de sikre menuer jeg kan på kinesisk. De har mange sære krydderier i Kina, men det værste er et meget syrligt krydderi, der lammer hele munden og alle dine smagsløg og det fik jeg så som bonus oven på mine nudler. Øv... Så jeg købte et stykke chokolade og valgte at holde ud indtil flyveren, som så desuden var forsinket en halv time.
Kl. 16.30 sad jeg endelig i flyveren og faktisk fik jeg den bedste flymad nogensinde (eller også trængte jeg bare mere end jeg plejer). Der var skrækkelig meget turbulens henover de tibetanske bjerge og jeg sad ved vinduet og knugede mine små hænde omkring armlænet, men det gik heldigvis over efter en times tid. Efter en kort mellemlanding i Chengdu gik flyet mod Beijing og kl. 22.30 var jeg tilbage i lejligheden, hvor jeg fik snakket med min mooaar inden jeg gik i seng!
21.01.10: Farvel Tianjin
Cindy, mig og Denise på "Hot Pot" mandag aften.
Så er det idag jeg griber min (efterhånden utroligt tunge) kuffert og siger farvel til Tianjin, for at sætte baggagen af i Beijing og tilbringe 12 dage i Tibet. Der er kun os 7 tilbage på skolen, som skal følges til Tibet - de andre rejste igår, så her er ved at være lidt tomt.
I mandags var jeg ude og spise en rigtig hyggelig middag sammen med Andreas og vores lærere i Primary School, Denise, Cindy og Lisa. Det var en super hyggelig aften og vi blev introduceret for et kinesisk, Fon Du-lignene koncept der kaldes "Hot Pot". I stedet for olie, så er det suppe der står i midten af bordet og så koger man alle mulige slags kød og grøntsager inden man spiser dem. Vi fik serveret alt fra lækker krebs, over bønnespirer til ko-mave, så det var i hvert fald en oplevelse :)
Efter middagen var der et meget fint koncept på restauranten, at man fik en gratis manicure. Eftersom de kinesiske lærere på Primary School ikke må gå med neglelak på arbejde, så gik det lidt ud over mig og jeg fik fine lyserøde negle med små hvide blomster på! Det var en rigtig, rigtig hyggelig aften og nu kommer jeg bare til at savne de tre herlige piger meget mere... Det bliver hårdt at sige farvel idag, men det skal jo gøres og der er maser af gode ting at se frem til!
Andreas, Cindy, Denise, mig og Lisa - nu mætte og med neglelak!
Dobbelt op på bonus...
Vi ses snart igen, allesammen! :)
16.12.01: Sidste weekend i Tianjin
Mig i fuldt udstyr og på ski i onsdags...
Tiden går stærkt, eksamnerne er vel overstået og jeg har nu kun tilbage at sige farvel til mine børn på onsdag. Mandag aften skal jeg ud og spise med mine lærere og Andreas. De har insisteret på, at de vil betale vores mad, fordi de ikke har tid til at købe gaver til os, som de ellers havde planlagt. Jeg prøvede at argumentere dem imod, men de ville ikke høre tale om det, så nu må jeg hellere gå ud og købe nogle gaver til dem i stedet for. :)
I onsdags var jeg en tur på ski med Sarah, Sofie, Lars, Kristian og Andreas og hans søster. Vi stod mega tidligt op og sad tre timer i et meget gammelt og meget kinesisk tog. Der var faktisk et skilt i toget, hvorpå der stod "No spitting", så det var da altid noget. Fra togstationen i Ji Xian tog vi en taxabus videre til Ski Resortet.
Os alle sammen (undtagen Lars, der agerer fotograf og panda - på en og samme tid) på bagsædet af en minibus på vej ud mog ski-resortet.
Da vi kom derud fik vi os lidt frokost og varme i tæerne inden vi vovede os ud på de tre (meget korte) pister. Det var ikke nogle specielt gode bakker og heller ikke nogle specielt gode ski, men det er altid sjovt at se syv mennesker i fuld skiuniform kegle rundt med planker på fødderne. Efter et par timer besluttede vi os for at prøve kælkene (et sikkert hit). Kælkene bestod af store baderinge med bund i, som vi så skulle sidde i på vej ned af en temmelig vild bakke. Det var helt vildt skægt og vi blev alle sammen som små børn igen.
Her står vi på toppen af bakken (bemærk venligst Andreas og jeg med pandahuer) klar til at kaste os ned i ringene.
Vi kælkede i en times tid og nåede derefter lige præcis et par sidste ture på ski inden resortet lukkede kl. 16. Derefter var turen hjem til Tianjin meget lang og kold, men vi nåede heldigvis at tø op inden eksamnerne torsdag.
Jeg havde eksamner hele dagen mellem kl. 10-16 og havde i alt 130 børn til mundtlig eksamen. Det gik rigtig godt for dem og jeg fik også, af flere, små sedler og gaver, fordi jeg snart skal hjem.
Igår var vi ude og få massage og spise tyrkisk kebab og idag skal vi ud og spise afskedsmiddag med vores kontaktperson, Becky, og synge KTV. Mandag-onsdag kommer til at gå med pakning, afsked og en smule dansetræning, da vi skal optræde med vores danseshow igen på onsdag. Onsdag aften tager vi så til Beijing igen, hvor vi skal være indtil lørdag aften, hvor vi rejser med toget (i 48 timer) til Tibet.
Jeg kan idag tælle, at der er præcis 3 uger til jeg står i Kastrup Lufthavn og jeg har allerede nu min første aftale i København - jeg er nemlig blevet inviteret til fødselsdagsbrunch søndag morgen hos en god veninde - morgenen efter jeg kommer hjem. Det hele begynder at blive meget virkeligt og jeg kan mærke at jeg glæder mig mere og mere til at komme hjem til rugbrød og leverpostej og hele min omgangskreds derhjemme. Pas venligst på jer selv de sidste tre ugers tid, indtil jeg igen står på dansk jord :)
